"Sollys og skyggedannelser på en flade", 2016

Bidrag til udstillingen Skulpturlandsby Selde 2016

Værket var i Selde Skoles aula i 2016-2017

Skulpturlandsby Selde er en platform for skulpturforsøg i det offentlige rum kurateret af Marianne Jørgensen.

Selde er en landsby i det nordlige Salling i Skive kommune.

Katalogtekst i forbindelse med udstillingen

Værkbeskrivelse:

"Sollys og skyggedannelser på en flade" består blandt andre dele af en skulptur, der tynger sig mod gulvets flade. Den har bevægelse i sig; to endepunkter startende udefra, der hver især bevæger eller ligesom presser sig mod en højere del, en tungere del. Og den bevægelse fortsætter. De to fladere deles bevægelser er af og til synkrone, andre gange ude af takt. Der er som sådan intet mønster i disse to deles veje ind mod klumpen eller opsamleren, men mere et præg af bevægelse, der er sket over en udefinerbar langstrakt periode, som havet er præget og formet af sine bølger. Jeg ved ikke, hvad opsamleren gør med disse stødvise bevægelser, andet end at aktivere de to dele til videre færden. Den højere, mere faste del er ikke amputeret fra sine dele, men i et forhold. Den holder sammen på hele skulpturen og forhindrer bevægelserne i at svæve væk, holder ved, at det skal foregå i dette rum.

Den dirrende, forlængede bambuspind med sin materielle lethed står ikke langt fra den materielt tungere skulptur. Den er drillende i sin eksistens, vejrende og let dirrende frembragt af en vind gennem aulaen eller menneskelig berøring.

Reliefferne har en hurtighed over sig, noget der er gravet op, har ligget længe eller er frembragt på anden vis, en ikke-vigtighed i sig, om det har taget lang tid eller ej, og dog en tyngde i sin forening af motiv og objekt. De står der og læner sig mod væggen, som bøgerne står på bogreolen. Men deres tilstedeværelse og motiver vil noget andet, noget der vil favne det ikke begrebslige.

Fotografierne er fra forskellige steder og en del af dem har fællestræk, men betydningsdannelsen opløses, da jagten ikke går op. Her mener jeg den jagt på den røde tråd eller logisk, narrativ sammenhæng, der kan opstå, når man står foran en mængde billedmateriale.

Mellem reliefferne og fotografierne er blyantstegninger.

Alle elementerne er placeret i et rum, folkeskolens aula, der flittigt bliver brugt og hvor der i forvejen er genstande og aktivitet. Værket er sat ind i denne institution som et ekstra organ, der bliver opereret ind i en krop. Der er noget rart over at tænke på, hvordan det vil falde på og tage sin plads der.

"Sollys og skyggedannelser på en flade" er om de observationer og flygtige strejf, der ses, fanges af den latente opmærksomhed og fæstnes og bliver taget seriøs og omdannes eller fastholdes til skulpturer, motiver og enheder.

Artist statement:

Vil gerne frembringe noget, der bærer sig selv. Noget der har ansvar i sig, noget hvor ansvaret ikke er afhængig af betydning og det at overrumple det skabte med betydninger som et sikkerhedsnet. Det må gerne falde og flyve og svæve og gå ind, rent ind. Det skal kunne være sig selv. Give opmærksomhed i mødet med den vage fornemmelse, der opstår i en ubekymret og afslappet tilstand med arbejdsomheden som fodarbejde. Give opmærksomhed ved at forsøge at indkredse, hvad fornemmelsen er for en størrelse, blive ved den, lade den stå frem. Andre gange viser f.eks. en skulptur sig bare og så er det om at lave den.

Jeg kan godt lide, når jeg har det som en rytter på hest, der rider hurtigt og også langsomt og derpå holder pause og finder ud af, at alle tre dele (hurtigheden, langsommeligheden og mellemrummene) gav noget til den samlede oplevelse. Fragmenter der støbes sammen, fordi de havde hver deres spil i sig. Eller at det blot er en mindre detalje eller syn set over skulderen, der huskes.

Det er vigtigt, at jeg selv bliver overrasket både i arbejdsprocessen og det færdige udtryk, og at jeg, når jeg kigger på det færdige, får en rumlig fornemmelse eller associationer til andet eksisterende, som så alligevel ikke er præcise nok til at afdække det skabte. Ligesom det er vigtigt, at det skabte skal ses fysisk; man skal være i rum med det, så fortællingen om det ikke kan være dets substitut.