"og derefter skyggerne", 2014

Bidrag til udstillingen Skulpturlandsby Selde 2014

Komposition på et stort græsareal bestående af fem delelementer

 Videodokumentation 6:33 min. 

 Klik på billedet for at se 

Skulpturlandsby Selde er en platform for skulpturforsøg i det offentlige rum kurateret af Marianne Jørgensen.

Selde er en landsby i det nordlige Salling i Skive kommune.

Tekster i forbindelse med udstillingen

Værkbeskrivelse:

  Øerne, grupperingerne af skulpturelle dannelser, de fem på en græsplæne som en fodboldkamp. Spillerne på samme hold stikker i forskellige retninger, men er sammenspillende. Modspillerne er der nok også i og derefter skyggerne, de modsatrettede bevægelser; der er i hvert fald vand fra tagrenden ved regn i egen halvdum cirkulation, en cirkulation der ikke engang cirkulerer, og så ild i bålet i ny og næ. Modstridende elementer uden det skal handle om kontrasten, mere for at skabe en dynamik, samt vognene er letflyttelige, men det er ikke denne form for dynamik, nærmere en subtil spændstighed. Øerne arbejder sammen om at skabe dette rum på en ydre plads omgrænset af andet end græs, der bryder og markerer dette område. Engelsk fodbold er for hårdt et spil i og derefter skyggerne, italiensk spillestil er yderst elegant, men mere passende er en kamp på et grusområde mellem høje bygninger, hvor større børn er inde i deres spil og det er det, som skaber de gode bevægelser, der kan iagttages af en slentrendes forbipassering på gaden. Støvet hænger så sirligt passende i spillet.

  Fra ø til ø er der bevægelse, en måde at nærme sig hele kompositionen på. Man kan gå hen til en ø for at forlade den igen og vende tilbage. Detaljer kan ses og så forhåbentlig en yderligere fornemmelse af helhed. Kahytter på et skib, skufferne rodes også igennem, skibet sejler hen til øer i et hav, flere og flere ses; først et overblik fra kysten af verdenshavet med dets opstikkende øer, før der stiges ombord på skibet, ombordstigning og sejlads og læggentil ved en ø og næste og næste og mellem dem begynder at få betydning og verdenshavet er mere nuanceret nu, stikkende i flere retninger, og himlen over som et tag.

Artist statement:

Fornemmelserne, åbningerne kan komme spontant. At være i arbejdet gør, at jeg kan forlænge og synliggøre disse. Gå rundt i det endnu ikke afsluttede arbejde, både i rummet, hvor det fysisk er, samt omverdenen; og fragmenter af verden supporter arbejdet f.eks. læste passager fra bøger, hvor jeg er på bølgelængde med det skrevne eller en henslængt opstilling på gaden under en gåtur, hvor blikket indrammer det og det stemmer overens med de fornemmelser, jeg har, selvom det måske nok har nok så forskellig udtryksform. Det skærpede friske blik fra det arbejdende rum tages med ud. Og omvendt. Det er meget indstillingen og blikket, der er det væsentlige. Er ved at nå frem til, at det at skabe noget af materialer og det at skabe ved at se er det samme. Dog er der stadig en vigtig faktor i det at skabe noget synligt for andre, så det kan huske eller påminde os om noget, om det. Ved det at skabe ved at se friskt under en gåtur, sådan at sammenhængene danner sig selv i en flydende strøm, er der ingen synlige efterladenskaber andet end erindringen om det og den kan trickes af alverdens tilstande.

Husker en dag, jeg gik hjem fra en følelsesmæssig afklaret situation, hvor jeg fandt en kasse fuld af passionsfrugter. 

Jeg kan ikke sige, et værk handler om det og det. Når jeg står foran det, giver jeg forslag til det og det kan være delvist rammende, men altid aldrig tilstrækkelig dækkende; så skyder forslagene i andre retninger. Ofte tænker jeg, at det bare godt må være i fred for alle disse udefrakommende rystelser; det påvirker det alligevel ikke.

Alt dette med indstilling og tillid er sagt og tilkendegivet af så mange i tidens løb og er vel en, kan man kalde det, en grundessens. Dog så vigtigt at holde i live og insistere på.

Katalogbidrag. Teksten er gjort læsbar nedenfor.

To dyr set i Roskilde på en plæne, et egern og en due. En due er dobbelt så stor som et egern. Et lerrelief, vil helst kalde det lertavle, af de to dyr på tom baggrund. Tomt ler. En plæne i Selde, flad og så opadgående eller nedadgående og så flad. En ø eller flere øer. Er blevet til flere øer. Trækvogne der står stille og bærer noget, placeret som kulvogne efter endt arbejdsdag, potentielt flytbare. Et bål der er tændt og slukket, bålet er en medaktør. Overdækning. En form af 2 m3 flis på græsset med en konstruktion placeret ind over noget af flis-formen. Laminerede tegninger og mindre lerskulpturer. Og noget jord. En nu set film, ligget færdig siden 2002, det er en bevægelse af, at filmen godt ved, den er stærk, den har ulmet i sig selv eller i mig, produceret i Mexico, bredt sig, set i brudte stykker, dog kronologisk. En scene hvor de grådige er væltet med deres vogn, overlæsset af stjålne sten, de hvide klodssten og ligene og de selvantændte bål ligger nu i landskabet omkring jernbaneskinnerne og bliver filmet fra skinnerne, hvor den der filmer både drejer rundt og undersøger og ser det nye i landskabet. Have en fornemmelse af, hvilket rum plænen kan antage og derfra er der ting andre steder fra, der læner sig op ad den fornemmelse og vil støtte. En rumlig tegning. Eller hvorfor blande tingene sammen. Tegning og rumlig komposition. Erfaringer fra og tilgang til rumlige kompositioner og tegninger er den samme. Sidder og tegner, har lige tegnet denne tegning og tænkte det var sart, ømt, følsomt den måde at føre en pen på, kigge på papiret, det der er der og så tilføre noget mere til papiret, se hvad der mangler for at rette op på den endnu-ikke-færdige tegning, så tilføje lidt mere og så er den færdig, afbalancering. Meget ville ændre sig, hvis verdens helt var John Zorn og hvis man kunne være på bølgelængde med ham. En tilstand om morgenen i stadiet mellem nattesøvn og dagens begyndelse. Øjnene er endnu ikke åbne, måske har jeg lige kigget ud af dem enkelte gange, de kan ikke holdes åbne. Langstrakte fornemmelser, der er sfæriske, ikke konkrete, mere anslag til hvad som kan ændres, dybe længeholdte bastoner. Som revet væk, når jeg står op, mere væk når vand indblandes, tandbørstning og bad. En anden tilstand under og efter morgenritualerne, klare, gennemskærende som et ydmygt instrument, der baner vejen. I morgenritualerne må man være uden forudindtagede syn på tingene, parat til at se og opleve, derefter åben til at se og opleve. En anden tilstand efter stimulanser som kaffe. Flere tilstande indtil tilstanden inden dagens afslutning, lige nøjagtig inden søvnen, poetiske filmstriber passerer, det kan nærmest ikke blive smukkere. Opdagede før jeg var inde i en arbejdstilstand, inde i noget, da jeg hostede, fik kakao i den gale hals. Inde i  den tænker man ikke på den udefra. Ud af dem og ind i dem, velkendte som nye. Navigere i og med dem. Måske er de rumlige kompositioner forsøg på fastfrysninger af fornemmelser.

------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Op til fastfrysningen eller materialiseringen opstår biprodukter: