et sted, 2013
Opbygning af et slags skulpturelt skur og en opholden ved det
Det skulpturelle rum eller skuret, om man vil, på Kløvermarken med udsigt til Prøvestenen i København, hvor der engang lå en kolonihaveforening, men som blev fuldstændig ryddet og flyttet pga. forurening i jorden, var nok først og fremmest et sted. Dette sted mislykkedes på de fleste intenderede områder, men lykkedes alligevel med et eller andet: Der var ret mange forskellige mennesker ude og se det, spille musik ved det, hænge ud der - både inviterede og forbipasserende - primært hundeluftere. En pladereception blev også afholdt der og en ung fyr, der tjente små penge ved at sælge jern, han fandt på sådanne udmarksområder, flyttede ind for en periode og etablerede en form for ovn; så prøvede vi at være der samtidig og arbejde på hver vores udgave af stedet.
Aktiviteten og byggegejsten var vedholdende og høj. Lågen blev etableret til at lukke morgensolen ind, så et skyggebillede af de opstillede skulpturer blev kastet på bagvæggen. Skyggebilledet blev bevægeligt i takt med solens vandren. Det var den egentlige grund til at bygge rummet. En del skulpturer gik dog enten i stykker eller blev taget bort af ukendte. Et bord og en skammel byggede jeg også. En dag var hele konstruktionen jævnet med jorden af en bulldozer og skamlen fandt jeg et stykke væk derfra.