tekst 1

Det uudtømmelige buskads

Da jeg var lille, kravlede jeg tit ind i et buskads, der var i baghaven. Det var et ret lille buskads, som stødte op mod hegnet til terrassen; det snoede sig om den hårde kant. Jeg tror godt, man kunne se mig udefra, men det føltes ikke sådan. Det var heller ikke for at flygte eller gemme mig, at jeg kravlede derind.

Der skete noget af sig selv, når jeg var derinde. Jeg kan ikke skelne gangene fra hinanden, for det var altid den samme tilstand, jeg kom i, når jeg var derinde.

Der var ikke noget specielt interessant at kigge på eller undersøge, kun et hul, der førte ind under cementen, som var fundamentet for terrassen. Det lille hul gravede jeg nogle gange i, rørte rundt i det med en pind. Ellers sad jeg og kiggede rundt, lyttede og lod tankerne flyde, hvorhen de ville. Der var ikke mange, der pressede sig på, det var mere en lind strøm af ubekymrethed. Ofte tror jeg slet ikke, der var nogen. Jeg blev ikke afbrudt af nogle ydre omstændigheder, men kravlede ud af mig selv. Der var blødt derinde.

tekst 2

Teotihuacán

Man mener, byen Teotihuacán er bygget nogle hundrede år før kristi fødsel og havde sin blomstringstid mellem år 150 og 600 efter kristi fødsel, men man ved ikke, hvem der byggede den. Teotihuacán ligger tæt ved Mexico City og er en perfekt afbildning af himlen. Der er en Måne- og en Solpyramide, samt en pyramide for hver planet i vores solsystem: Merkur, Venus, Jorden, Mars, Jupiter, Saturn, Uranus og selv for Neptun og Pluto, der først blev "opdaget" i henholdsvis 1846 og 1930. Bygværkernes mål og indbyrdes forhold stemmer præcis overens med himlens formationer. Det er altså en perfekt model af vores solsystem.

Beboelseskvartererne er blevet ødelagt. Gennem byen går en 3 km lang vej, De Dødes Vej, hvor der på hver side er en række bassiner, der menes at have været fyldt med vand, så himlen og stjernerne blev genspejlet.

Det er smukt og bevægende, at en hel by har gået rundt og haft deres daglige liv på dette sted. Ikke som et sted de kunne søge tilflugt til eller drømme om, men bare være i, bevæge sig rundt i. En så berigende kultur, der har set ind i dem selv og bygget, hvad der stemte overens med dem. Det harmonerer med det, de ikke kunne se med det blotte øje eller via instrumenter, vi har til rådighed idag. En tæt forbindelse med helheden. Ikke slørede syn eller stræben efter alt muligt idémæssigt, bare se verden, som den virkelig er.

De havde fat i noget på det tidspunkt. Dem og adskillige andre kulturer/samfund. En åbenhed, en direktehed, en forbundethed, en tiltro til det større. Noget der er i os. De gjorde fornemmelser, dybe fornemmelser forankret i dem selv, synlige og opholdt sig ved det materialiserede. Børn voksede op i denne orden. Samhørighed med det naturlige. Det er barnet, de beholdt i sig, det med at se klart og være ubekymret sansende. Det er noget meget stort, der var og er kontakt med lige der, hvor menneskene er.

tekst 3

Ét samlet landskab

Et landskab, der kan betrædes alle steder. Det er bølget og takket, ikke i en bestemt orden, men meget ujævnt med en flad tendens. Farven er en mørk råhvid, meget blød i det. Man kan se det bølgende tydeligere, fordi der er skygger. Landskabet er egentlig meget venligt og tilforladeligt, alligevel ikke fyldt med inderlig venlighed, mere høflig på en lidt upersonlig facon.

Dette er ved jorden, bredt ud som et tæppe, så langt der kan anes. Hvis det bare var sådan, ville det være et landskab uden intensitet og det er heldigvis ikke sådan.

Der er lysende fyrtårne i alle retninger og mange af dem, men stadig ikke i noget overskueligt system. De står der og stråler i alle deres afskygninger. Nogle er høje og ranglede og stikker langt op mod himlen, nogle massive, brede og fladere. Andre gallopperer direkte op i den uendelig himmel uden hæmninger. De er alle solidt plantet i jorden, men de rager op over det bølgende, råhvide landskab. De to dele af landskabet er ét samlet landskab. Få af de opstikkende ting er samme råhvide farve, mens resten er kulørte; de repræsenterer alle farver. De lyser som kystlinjens fyrtårne, bare med et evigt lys. De er ikke til at rokke ud af stedet. De har taget deres plads. Det er dem, der er intensiteten. Det er dem, der er opmærksomheden.